fredag den 3. december 2010

Forfatningskampen

Forfatningskampen, politisk konflikt og magtkamp i Danmark mellem Folketinget der var domineret af venstre, og Landstinget hvor højre havde stort flertal. Grundloven gav hverken anvisning på, hvordan uenigheden mellem Rigsdagens to ting skulle løses, eller om kongen ligesom i England skulle vælge sine ministre i henhold til det folkevalgte Folketings flertal. Bag Forfatningskampen lå i realiteten et politisk opgør i befolkningen mellem den nye tids bondeflertal og den gamle tids privilegerede klasser, især godsejerne. Kampen der tilspidsedes i løbet af 1870'erne gennem en kamp om Finanslovens indhold og kulminerede. Da Rigsdagens to ting ikke kunne blive enige, udstedte regeringen under J.B.S. Estrup gennem flere år Finansloven som provisorisk lov og satte dermed Folketinget ud af spillet. Forfatningskampen blev reelt afsluttet med det politiske forlig i 1894, men først i 1901, da Christian 9. udnævnte den første Venstreregering, anerkendtes Folketingets fortrinsstilling.

Tobloksystem

Tobloksystem

Frem til 1901 kæmpede de partier højre og venstre om magten. Disse to partier udgjorde tobloksystemet som afspejlede en skillelinje i befolkningen. Arbejderne og de venstreorienterede støttede højre imens, at husmændene og de højreorienterede støttede venstre. Dette tobloksystem har imidlertid haft en noget forskellig karakter. Siden mellemkrigstiden og frem til midten af 1960’erne stod Socialdemokratiet og Det radikale Venstre på den ene side og Venstre og Det konservative Folkeparti på den anden side. Tobloksystemet havde imidlertid ikke den samme styrke igennem hele denne periode, f.eks. kan det nævnes, at Det radikale Venstre i perioder løsnede sit samarbejde med Socialdemokratiet.

Grundlovens Baggrund

Da Christian 8. i 1848 døde og Frederik 7. arvede tronen, stod det klart for alle, at det var nødvendigt med ændringer i den måde, Danmark blev styret på. Frederik havde levet et mildt sagt udsvævende liv. Han havde med sit vanskelige sind allerede drevet to hustruer til desperation og blev nærmest anset for utilregnelig. Der var enighed om, at Frederik ikke ville være i stand til at påtage sig en enevældskonges ansvar og pligter. På den anden side var Frederik selv ikke ked af at overlade regeringsansvaret til andre.

Samtidig med det danske tronskifte gik der en liberal bølge over Europa med opstande i Paris, Berlin og Wien.

Tiden var inde til forandringer og i 1849 fik vi grundloven, oftest kaldet junigrundloven.

Junigrundloven blev forhandlet af den Den grundlovgivende Rigsforsamling. Den havde 158 medlemmer, hvoraf de 114 var fundet ved almindelige valg. 38 medlemmer var kongevalgte, det vil sige udpeget af ministeriet, ét medlem kom fra Færøerne og fem fra Island.

Forhandlingerne fandt sted på baggrund af et grundlovsudkast, som var forfattet af teologen D.G. Monrad. Han havde støttet sig til udenlandske forbilleder og hentet mest inspiration i den belgiske forfatning fra 1831. Monrads udkast var blevet sprogligt tilrettet af Orla Lehmann. Det er således Lehmann, der har æren for de mange præcise formuleringer så som grundlov i stedet for forfatning, rigsdag i stedet for kamre, landsting og folketing i stedet for første- og andetkammer og 'ansvarsfri' i stedet for 'ansvarsløs'.

I 1849 udgjorde befolkningen i kongeriget Danmark godt 1,4 mio. indbyggere. Heraf boede cirka 80 % på landet, godt 10 % i købstæderne og knap 10 % i hovedstaden. Sådan havde befolkningsfordelingen været i lange perioder.

Danmark var altså et landbrugsland, og den politiske udvikling måtte nødvendigvis grundlæggende bestemmes af landbefolkningens forhåbninger og vilkår. Denne landbefolknings altdominerende flertal var bønder eller almue, der fra fødslen var underkastet særlige byrder i forhold til den øvrige del.

Tre fjerdedele af landbrugsjorden blev drevet af gårde over én tønde hartkorn, det vil sige bøndergårde, af hvilke der var godt 70.000. Der var 110.000 huse på landet, hvoraf halvdelen havde intet eller mindre end en fjerdedel tønde hartkorn, mens resten havde mellem en fjerdedel og én tønde hartkorn. Byerne havde eneret på at drive handel og fremstilling. Retten til at udøve et erhverv var tildelingen af borgerskab, og kun borgerne var fuldmyndige skikkelser i byernes liv. Langt de fleste husstandsoverhoveder havde ikke borgerskab men var arbejdere eller medhjælpere.

tirsdag den 16. november 2010

Abejdernes vilkår - Et problem industrialiseringen satte lys på

Arbejdernes arbejdsvilkår var meget ringe under industrialiseringen i Danmark. Arbejderne led under urimelige forhold, hvilket kommer til udtryk i kilderne, "En kvinder fortæller i 1927" og "28. oktober 1871: læserbrev i Socialisten".
Arbejdet på fabrikkerne havde en anden karakter end det traditionelle arbejde i landbruget. Arbejdet var ensformigt, og arbejderen måtte indordne sig under nogle bestemte regler, som arbejdsgiveren havde lagt for arbejdspladsen. Arbejderne var derfor underlagt en stram disciplin og overtrædelser straffedes som regel med bøder eller afskedigelse. I nogle industrier var næsten alle arbejderne ufaglærte, der uden megen oplæring kunne sættes ind i produktionen. Arbejdstiden var lang. En typisk arbejdsdag lød på kl. 6 morgen til kl. 6 aften. Arbejdernes lønniveau var meget forskelligt. I almindelighed levede en arbejderfamilie lige over fattigdomsgrænsen og var afhængig af, at både hustruen og børnene arbejdede.

Kilderne giver det samme billede af arbejdernes arbejdsvilkår som det læste materiale. I kilden "En kvinde fortæller i 1927" hører vi om en familie, som er flyttet til landet, fordi der skulle være flere penge at tjene, men selvom faren sled og slæbte hver dag levede familien i fattigdom. Selv moren i familien måtte arbejde. Moren hjalp til med forarbejdet til vævningen. I 1868 tager faren til Horsens og får arbejde med det samme på en Crome og Goldschmidt fabrik, for det var ikke nødvendigt for fabrikkerne at have udlærte fagfolk. På fabrikken var arbejdsdagen kun fra 6 morgen til 6 aften. Arbejdsdagen på landbruget var meget længere. Kvinden fortæller, at arbejdet på fabrikkerne var det rene barnemad i forhold til vævningen. Mangeopgav endda deres egentlige fag, for arbejdet på fabrikkerne. Grunden til det var, at arbejdstiden var kortere og der var flere penge at tjene. Børnene kom også til at arbejde på fabrikken. Hele familien i kilden får efterhånden arbejde på fabrikken. Kvinden selv bliver kort til efter deres flytning sendt ud og tjene. Så som sagt tidligere er denne kilde et rigtig godt billede på hvordan en arbejders hverdag så ud og det var bogstaveligtalt hver eneste dag.


I den anden kilde
"28. oktober 1871: læserbrev i Socialisten" hører vi lidt mere om, hvordan arbejderne egentlig blev behandlet af deres arbejdsgivere. Den foregående kilde handlede mere om hvor meget og hvem der måtte arbejde for at holde en familien over fattigdomsgrænsen. I artiklen bliver arbejdsgiverne beskrevet som værende slaviske og tyranniske. Historien som fortælles i artiklen er fra en Crome og Goldschmidts fabrik, hvor flere af arbejderne måtte leve af kun 4 mark om dagen. Det var også forventet af arbejderne, at de skulle være taknemlige for den meget ringe løn. I kilden hører vi også om, at næsten alle arbejdere blev jaget væk fra fabrikken bare fordi de ønskede at få dagløn om søndagen. Man skulle nemlig dag og nat hvis man bare ville tjene 5 rigsdaler om ugen, som idag ville svare til 10 kr.

Mange arbejdere kom i gennem hverdagen ved at fortælle sig selv, at der var mange andre, som havde det meget værre end dem. Nogle brugte snapsen til at glemme de forfærdelige forhold som de måtte indfinde sig under. Arbejdsgiveren retfærdiggjorde deres slaveri med, at de kun drev deres fabrik så staklerne kunne få føde. Kilden fortæller altså hvor dårlige arbejdsvilkår arbejderne havde det under industrialiseringen.

fredag den 12. november 2010

Sygdom og død i Peder Madsens Gang

Peder Madsens Gang er en gade i København. Gaden er et godt eksempel på de forhold københavnerne havde måtte leve med under urbaniseringen. I midten af 1800 tallet var de gamle volde stadig ikke nedlagt og ca. 130.000 københavnere måtte derfor klemme sig sammen indenfor voldene.


Peder Madsens Gang var en smal gyde der lå omkring Kgs. Nytorv. Overfyldte boliger, åbne kloakker, sygeepidemier, fattigdom og prostitution var dagligdag for beboerne i Peder Madsens Gang og i resten af København.


Peder Madsens Gang var en meget lille og indelukket gang. Ikke engang solens stråler nåede ned og ramte brostenene eller i de liggende baggårde. Beboernes sundhedstilstand var virkelig dårlige og den kvalmende stillestående luft var ikke med til, at gøre det hele meget bedre. Derfor var det meget vigtigt med en god orden og selvhygiejne for at leve uden sygdom og død.

De fleste af gydens små og miserable lejligheder var samtidig beboet af byens fattigste og usleste befolkning. Disse mennesker var heller ikke med til, at gøre forholdene bedre, da denne befolkning var et let bytte for sygdom og tidlig død. Sådan lød det i 1871 i en betænkning fra det kommunale udvalg, der skulle undersøge, hvad der kunne gøres for at forbedre de sanitære forhold i Peder Madsens Gang.

Det er tydeligt at Emil Hornemann var en stor forkæmper for bedre offentlig hygiejne. Han oplever flere og flere tilfælde af f.eks. tarminfektioner og feber tilfælde. Gaden havde alle mulige former for flydende skrald og afføring løbende ned i de næsten tilstoppede kanaler i gaden. Folk i gaden blev syge, da hygiejnen var så dårlig. Emil Hornemann skrev et af mange breve til Sundhedskommissionen med hans utilfredsheder omkring hygiejnen ikke bare i Peder Madsens Gang men i købstaden København.

Han oplevede sygdommen vokse, ikke bare normal sygdom, men sygdom der var skyldt af skrald, og uhygiejne i gader og stræder. Det var uhumske forhold, og dette gjorde folk syge, sygdom de ikke kunne vælge fra eller ej da de var omgivet af den. Dette var de forhold Emil Hornemann kæmpede mod, da han var læge var det ham en sag der lå tæt på sjælen, og dette resulterede ud i mange breve og klager til Sundhedskommissionen.

mandag den 8. november 2010

Carlsberg - et udspring af industrialiseringen




Den 10. November 1847 åbnede det første Carlsberg bryggeri i Valby, med J.C Jacobsen som grundlægger. Med det samme blev Carlsberg en del af industrialiseringen og deres produktion steg hurtigt. Den øgede produktion skyldes at J.C Jacobsen i udlandet havde lært, at man via mekanisk kræft kunne producere øllet ”industrielt”. I 1847 indførte han derfor dampmaskinen i sit bryggeri. Dette medførte en stigning i salg og produktion og Carlsberg, som var det eneste bryggeri der kendte til dampmaskinen blev hurtigt et af Danmarks største bryggerier.

Øgningen af produktionen krævede flere arbejdere og Carlsberg indførte streng disciplin for alle arbejdere på fabrikken.

Andreas Olsen som blev ansat på det gamle Carlsberg i 1897 fortæller om arbejdernes særlige vilkår: ” Der kan godt gå både 5 og 6 år, før De kan gifte dem, og så er der meget militærisk disciplin på Carlsberg” forklarer overinspektør Koefoed til Andreas Olsen. Arbejderne kunne altså ikke selv bestemme hvornår de skulle giftes og arbejdet foregik ved militærisk disciplin. Herudover var kravene for at få arbejde, at man ikke skulle være gift eller forlovet, man skulle helst have været i militæret og samtidig var det en fordel at være fysisk stærk. Andreas Olsen fortæller at man skulle være i seng kl. 22 hvis altså ikke, at man havde fået særlig tilladelse til først at komme hjem kl. 24. Kom man for sent hjem fik man en bøde på 2 eller 5 kroner.

Der er ingen tvivl om at der var strenge krav for arbejderne i starten af industrialiseringen, men i slutningen af 1800 tallet var betingelserne markant forbedret til dels på grund af fagforeningernes opførsel i 1870’erne. På de to figurer nedenfor kan man se hvordan arbejdernes vilkår blev forbedret på Carlsberg i løbe af industrialiseringen.



Vi ser et eksempel på hvordan maskinarbejdernes arbejdsdage og arbejdstimer blev reduceret igennem tiden og et eksempel på arbejdernes stigende løn.