Da Christian 8. i 1848 døde og Frederik 7. arvede tronen, stod det klart for alle, at det var nødvendigt med ændringer i den måde, Danmark blev styret på. Frederik havde levet et mildt sagt udsvævende liv. Han havde med sit vanskelige sind allerede drevet to hustruer til desperation og blev nærmest anset for utilregnelig. Der var enighed om, at Frederik ikke ville være i stand til at påtage sig en enevældskonges ansvar og pligter. På den anden side var Frederik selv ikke ked af at overlade regeringsansvaret til andre.
Samtidig med det danske tronskifte gik der en liberal bølge over Europa med opstande i Paris, Berlin og Wien.
Tiden var inde til forandringer og i 1849 fik vi grundloven, oftest kaldet junigrundloven.
Junigrundloven blev forhandlet af den Den grundlovgivende Rigsforsamling. Den havde 158 medlemmer, hvoraf de 114 var fundet ved almindelige valg. 38 medlemmer var kongevalgte, det vil sige udpeget af ministeriet, ét medlem kom fra Færøerne og fem fra Island.
Forhandlingerne fandt sted på baggrund af et grundlovsudkast, som var forfattet af teologen D.G. Monrad. Han havde støttet sig til udenlandske forbilleder og hentet mest inspiration i den belgiske forfatning fra 1831. Monrads udkast var blevet sprogligt tilrettet af Orla Lehmann. Det er således Lehmann, der har æren for de mange præcise formuleringer så som grundlov i stedet for forfatning, rigsdag i stedet for kamre, landsting og folketing i stedet for første- og andetkammer og 'ansvarsfri' i stedet for 'ansvarsløs'.
I 1849 udgjorde befolkningen i kongeriget Danmark godt 1,4 mio. indbyggere. Heraf boede cirka 80 % på landet, godt 10 % i købstæderne og knap 10 % i hovedstaden. Sådan havde befolkningsfordelingen været i lange perioder.
Danmark var altså et landbrugsland, og den politiske udvikling måtte nødvendigvis grundlæggende bestemmes af landbefolkningens forhåbninger og vilkår. Denne landbefolknings altdominerende flertal var bønder eller almue, der fra fødslen var underkastet særlige byrder i forhold til den øvrige del.
Tre fjerdedele af landbrugsjorden blev drevet af gårde over én tønde hartkorn, det vil sige bøndergårde, af hvilke der var godt 70.000. Der var 110.000 huse på landet, hvoraf halvdelen havde intet eller mindre end en fjerdedel tønde hartkorn, mens resten havde mellem en fjerdedel og én tønde hartkorn. Byerne havde eneret på at drive handel og fremstilling. Retten til at udøve et erhverv var tildelingen af borgerskab, og kun borgerne var fuldmyndige skikkelser i byernes liv. Langt de fleste husstandsoverhoveder havde ikke borgerskab men var arbejdere eller medhjælpere.
